Sikkerhed i forsvars-projekter

Sikkerhed i forsvars-projekter

Inden du påbegynder dit projekt
Hvis du skal i gang med et forsvarsrelateret forskningsprojekt, er det vigtigt, at du tidligt i forløbet kontakter Christian Braae Brynje, Sikkerhedschef på AAU, der kan rådgive dig om, hvilke sikkerhedskrav der gælder for netop dit projekt, og sikre, at alle nødvendige tilladelser og procedurer er på plads fra begyndelsen.
Sikkerhed er en forudsætning
Sikkerhed spiller en særlig rolle i forsvarsrelateret forskning, da arbejdet ofte involverer følsomme teknologier, klassificeret information eller samarbejdspartnere med skærpede krav. Hensynet til national sikkerhed, teknologisk suverænitet og beskyttelse af viden gør det nødvendigt at følge særlige regler og procedurer.
Aalborg Universitet arbejder målrettet for at sikre, at alle projekter inden for dette område gennemføres i overensstemmelse med gældende lovgivning, universitetets egne politikker og samarbejdspartnernes krav.
Sikkerhedsprocedurer for ansatte og samarbejdspartnere
Alle, der arbejder med forsvarsrelateret forskning, skal følge særlige procedurer, som skal beskytte både personer, data og teknologier. Dette gælder både universitetets egne ansatte og eksterne samarbejdspartnere.
Krav og forventninger
Deltagere i forsvarsteknologiske projekter kan blive mødt med følgende krav:
- Sikkerhedsgodkendelse: Nødvendig ved adgang til klassificeret information.
- Underskrivelse af adfærdskodeks: Forpligter til ansvarlig omgang.
- Begrænset adgang: Adgang til information, laboratorier og udstyr kan være begrænset til godkendte personer.
- Løbende dokumentation: F.eks. opbevaring og deling af data skal ske efter bestemte retningslinjer.
Sikkerhedsgodkendelser
Hvis dit projekt involverer klassificeret information, skal du muligvis sikkerhedsgodkendes af relevante myndigheder. Universitetet hjælper med at iværksætte denne proces, men den gennemføres af Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste. Det skal medregnes, at en sikkerhedsgodkendelse kan have lang sagsbehandlingstid.